Vi nyder og oplever både hverdag og udflugt

Vi indser mere og mere hvor meget, vi kommer til at savne børnene fra chekechea og byen, når vi kommer hjem. Deres energi og livsglæde er så vildt inspirerende! Og hvor er hverdagen her bare skøn (og uforudsigelig). Nogle dage i chekechea er Obedy (læreren) initiativrig og super nem at arbejde sammen med, mens han andre dage kan beslutte sig for pludselig at holde møder med forældrene i hjørnet af klasselokalet, hvor vi så står med 50 børn, der har svært ved at sidde stille men egentlig skal lære at hilse på engelsk. Det kan føles som det vildeste kaos, men det er nu også meget sjovt at se tilbage på og grine af!

Når vi ikke er i chekechea eller holder børneklub, bruger vi bl.a. tiden på engelskundervisning af to piger her i Kipili, først underviser og ellers så hygger vi. De to piger er sprængfyldte af energi, snak og et smittende humør. Derudover nyder vi en gåtur gennem landsbyen, hvor vi hilser, på hvem vi møder, måske tager på besøg eller går ned til vandet og leger med de børn, der nu er der. Den ene dag havde et par piger fint sat klistermærker på deres tøj, de var ret stolte.  

Derudover har BDMs fire volontører i Sumbawanga været på besøg her i Kipili. Det var bare fantastisk hyggeligt og dejligt, at de havde lyst til at se landsbyen her, børneklub, chekechea og hverdagen her. De tog fredag med i chekechea. I anledningen af at vi var seks, der skulle afsted, sejlede vi (hvilket Luisa og jeg har gjort lige siden). Vi tog tidligt afsted i håb om at se flodhestene komme tilbage fra nattens gåtur, vi så dog ingen, hørte kun. I chekechea tog vi denne fredag med vores elever over og besøgte byens Primary School, hvor flere af eleverne skal gå efter jul. Her hilste vi først på lederen på hans kontor og efterfølgende på alle eleverne. Eleverne stod i lige rækker rundt om os for at se os og høre, hvad vi havde at sige. Vi forsøgte at sige nogle hilsner til dem alle mens de ca. 1600 elever stod med stirrende øjne. Efter vi havde præsenteret os selv, tilbød Obedy eleverne på Primasry School, at hvis de havde lyst kunne de få taget et billede sammen med europæerne, men han tog billederne på vores kameraer, så hvad fik de ud af det?  Vi synes, det kan være kaotisk i vores chekechea med 50 børn, på denne skoles chekechea er der 243 børn og nok ikke mange flere lærere. 243!

Vi nyder selskabet af pigerne fra Sumbawanga og har da også nået at være et smut inde og besøge dem i sidste weekend for fælles at tage til Kalambo Falls. Kalambo Falls er et vandfald, der ligger på grænsen mellem Tanzania og Zambia, det er eftersigende Afrikas næsthøjeste fritfaldsvandfald (235 m). I søndags kørte vi afsted mod vandfaldet i regnvejr (hurra for at regntiden er kommet, ærgerligt det så lige var, da vi skulle på udflugt. Det klarede heldigvis op, mens vi var der). Først gik vi ned af en mindre mængde af trapper og gik ud, så vi stod ved toppen af vandfaldet og kunne se ned til bunden og se de bratte klipper omkring. Vores tre guider viste os også vejen til en langt større mængde trappetrin, hvor vi begyndte nedstigningen og fik lov til at få fantastisk fin udsigt til vandfaldet. En dejlig og hyggelig tur, som vi sluttede af med at spise vores medbragte madpakker ved Tanganyika søen, inden vi igen kørte til Sumbawanga. Vi nåede næsten problemfrit frem. Først til sidst sad vi mere eller mindre fast i et mudderhul… men med en firhjulstrukket bil kan man da det hele! I hvert fald efter et par forsøg, en masse gode grin, mange stirrende øjne og taktikskifte.

Vi nyder nu den sidste måned her i Tanzania, glæder os til at komme hjem til jul, men først glæder vi os til, hvad Tanzania mere har at byde på og nyder mennesker, kultur og natur her. 

Hvis I har lyst til at se et glimt af hverdagen i chekechea, kan I se med her: https://youtu.be/Mtf15bY8zqc

/Helene

Et lille glimt fra vores tur på Primary School med vores chekecheabørn. 

Her har vi engelskundervisning på vores terrasse med de to piger.

Et par billeder fra vores tur til Kalambo Falls. :) 

Her piller vi majs fra majskolber. Disse majs vil ende deres dage som ugali (fast grød) i maverne på forhåbentlig glade tanzanianere. 

Janice: ”Vi skal ud og kigge på noget land på en ø om en time. Vil I med?”

                      Os: ”Ja daa!”

Fra en hyggelig dag med nogle børn i byen J

Mads og Janice er missionærer udsendt af BDM, de bor her i Kipili og vi nyder at bruge tid sammen med dem til bl.a. fællesspisning som her på billedet, bibelstudie og danskundervisning.